Search

torsdag den 14. juli 2011

Du store søslange, endnu en blog om rulleskøjter!


Ja, gid det var så vel...
Næh, her på bloggen kommer det til at handle om olivenolie.

Jeg vil for nemheds skyld koncentrere mig om at bagtale den type olivenolie, der (af fladtrådte årsager) benævnes "ekstra jomfru". For det er jo dén betegnelse, man finder på langt de fleste af flaskerne fra Irma, SuperBest, Føtex, Brugsen, Netto m.fl. (i dalende rangorden).

Men før jeg påbegynder nedsablingen, bør jeg nok gøre det klart, at jeg hverken har interesser i olieindustrien eller detailhandlen. Jeg er en gennemsnitsforbruger af olie, drikker vel knap en deciliter af stadset om dagen, og handler i de samme butikker som dig og dig. Mit kendskab til specialprodukter fra garageimportører er uhyre begrænset, jeg har haft gode og mindre gode oplevelser med dyre olivenolier fra små, velmenende specialbutikker i København, og enkelte gange er jeg stødt på produkter fra de store supermarkedskæder, som var acceptable til prisen.

Lidt om mig:
Jeg arbejder på et forlag, har lavet et utal af kogebøger med olieglade forfattere, har arbejdet som kok på en restaurant i den øvre mellemklasse, har en kæreste, som stammer fra et olivenolieproducerende land - og har 2 børn i voksealderen. Disse sidste fortjener ligesom resten af deres generation at få ordentlig olie på bordet (og på rulleskøjterne).

Jeg håber, I vil blande jer i debatten. Men lad os lige få den i gang først.

Vh
Søren

(1) Note til tegningen øverst: Senhor Oliveira da Figueira betyder på portugisisk "Hr Oliventræ fra Figentræet"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar